Hvorfor har I valgt at fokusere på at få medieomtale for Be My Eyes?

Som en startup med global rækkevidde, kan det være en stor udfordring at nå de forskellige markeder gennem klassisk marketing, i og med at vi ikke har ressourcer til lokaliserede marketingsindsatser. Der har både klassiske medier samt mere moderne medier som sociale medier og app platforme gjort en del for at vi har kunne nå folk verden over. Det har været vigtigt for os at nå mange forskellige markeder, specielt mindre udviklede lande, hvor andelen af mennesker med synshandicap er større. Medierne har kunne hjælpe os med viden inden for deres lokalområde og en rækkevidde, som vi aldrig kunne have nået selv med en virksomhed af vores størrelse.

  

Hvor tidligt i jeres “startup-rejse” valgte I at fokusere på at skaffe medieomtale for Be My Eyes? 

I starten var det egentlig ikke noget der havde det helt store fokus. Men på grund af vores historie og værdier, og nyhedsværdien i Be My Eyes som platform var der mange medier, som selv valgte at række ud til os, hvilket var meget overvældende. Og sådan har det egentlig fortsat siden. Vi har aldrig rigtigt arbejdet ud fra en strategi om aktivt at række ud til medierne for omtale, bortset fra når vi står over for større lanceringer. Hele vejen igennem har interessen fra medier været ret overvældende, og vi har været gode til at gribe de muligheder som vi har fået for omtale.

 

Hvilken værdi føler I at jeres medieomtale har givet jer og Be My Eyes som brand? Er der eventuelt nogle konkrete resultater I kan fremhæve?

Medieomtale har givet os stor værdi, og vi har tydeligt kunne mærke det på trafikken, når vi har haft større features. Jeg har et par eksempler, men har dog ikke de specifikke tal. For et års tid siden havde vi et feature på det kinesiske sociale medie Weibo, som gav os et stort spike af downloads i Kina, ligesom for nylig hvor vi var i en af de største aviser i Brasilien ‘O Globo’, som gjorde at vi kunne se en stigning af downloads i Brasilien. På et mere globalt plan kan nævnes en video af ATTN, som har fået over 17 millioner visninger på Facebook, som både har givet en del downloads samt trafik på vores forskellige platforme. Et af de bedste eksempler oplevede vi i maj i forbindelse med Global Accessibility Awareness Day, hvor både Apple og Google havde en artikel om os i App Store og Google Play, hvilket resulterede i mere end 200.000 downloads.
Vi er nok så heldige at både medier og publikum nemt har kunne identificere sig med det vi gør og vores værdier, så det har sjældent været en kamp for os at få den rigtige vinkel fra medierne. Medierne giver os en mulighed for at sprede vores historie og vores værdier. Hvis modtagerne ikke kunne identificere sig med det, ville vi heller ikke kunne have mærket det på trafikken på sammen måde.

 

 Vil I fremadrettet investere (tid/penge) i medieomtale for Be My Eyes?

Vi har aldrig været en virksomhed der har investeret mange ressourcer i medieomtale, men de muligheder vi har for medieomtale har dog høj prioritet. Vi laver ikke et aktivt outreach ud over når vi har større nyheder, da så mange medier vælger at række ud til os. Vores fokus ligger nu mere på at skabe kontakter med blindeorganisationer og medier henvendt til blinde og svagtseende, for at sikre os at denne målgruppe er bevidste om at der findes et værktøj som Be My Eyes som kan bidrage til deres dagligdag.

Baseret på jeres erfaring, vil I så mene at det generelt en god ide for startup, at investere (tid/penge) på medieomtale? (Ser i eventuelt eksempler hvor man IKKE bør gå efter at få medieomtale?)

Mediedækning kan være utroligt brugbart for startups, som ikke har den helt store rækkevidde i opstartsfasen. I og med at man typisk ikke har så mange ressourcer i en opstartsfase, kan det dog være en udfordring at finde ressourcerne til at lave den helt store kontakt til medier. For os har det vigtigste i denne proces været at sørge for at vores historie og værdier har været fulstændig klarlagte, hvilket har gjort at medieomtalen automatisk har fuldt trop. Startups bør dog træde en smule varsomt før de begynder at investere en masse ressourcer i medieomtale. Hvis historien og værdierne bag produktet ikke er fulstændigt klarlagte, kan det være svært at relatere til, og medierne ser derfor ikke den store nyhedsværdi i det. Dette kan gøre at alt det hårde arbejde hurtigt kan være spildt, hvilket kan være et stort tilbageslag for en mindre virksomhed. Det er derfor vigtigt at have det basale på plads, og interessen vil herefter følge trop i større eller mindre grad.