Når du har en god historie at fortælle fra din virksomhed, gælder det om at nå ud til medierne med den. På den måde kan den blive delt ud til et publikum, der vil blive inspireret og fanget af din historie, og få kendskab til din virksomhed.

Men at få skabt kontakt til medierne kan være et besværligt led for mindre virksomheder, som ikke i forvejen er kendt blandt journalister og redaktører. Derfor gælder det om at give den journalist, som modtager din henvendelse, de bedst mulige forudsætninger for at blive fanget af lige netop din historie.

En henvendelse til en journalist eller et medie vil som oftest ske ved at sende dem en pressemeddelelse på e-mail. Men journalister modtager dagligt et utal af pressemeddelelser, hvorudfra de udvælger dem, som de finder mest interessante. Fordi din historie er én blandt mange, gælder det om at din skiller sig ud og fanger journalistens blik.

 

SKAB EN GOD EMNELINJE

Først og fremmest bør du give den e-mail du sender en god emnelinje. Du skal her lade en del af historien slippe, men uden at give det hele væk. Tænk på det som en trailer til en film. Du vil vække interessen, og sørge for, at journalisten klikker ind på din e-mail, men du har trods alt kun én linje til rådighed her, og du skal sørge for at interessen ikke bliver udtømt, men vakt til live, så du stadig har noget at fortælle, når e-mailen bliver åbnet.

Essentielt for at skabe en god emnelinje er, at du har et grundlæggende kendskab til det medie, som du henvender dig til. Der er forskel på hvad der fanger, alt efter om du henvender dig til en lokalavis, et fagblad eller et nationalt medie. Og herunder har hvert enkelt medie typisk også en generel vinkel og en række sektioner, som du bør have med i dine overvejelser – både når du vælger medie, og når du henvender dig til de valgte.

 

FORTÆL POINTEN FØRST

Når først journalisten har åbnet din e-mail, gælder det om at fodre dem med den gode historie. Kom med nyheden, din skarpe pointe som omverdenen bør kende til. Ved at få skåret historien ind til benet gør du både dig selv og journalisten en tjeneste. Du hjælper journalisten i en travl hverdag, ved hurtigt at give et overblik over, hvad det er din historie handler om, og det hjælper dermed også din egen mission om at blive trykt i journalistens medie, når du sørger for at journalisten ikke skal læse fem afsnit ned, for at finde ud af, hvad det handler om.

En idé er at lave en reference til journalistens tidligere arbejde i indledningen af din mail. Hvis du har fundet en journalist, som i forvejen har vist interesse for et emne, der grænser op til det, som du ønsker at få fortalt, er der en god chance for, at journalisten også denne gang vil finde det interessant – og ved at referere til journalistens eget arbejde, anerkender du, at du har udvalgt denne person specifikt til at hjælpe dig. Anerkendelse er altid godt, og det viser at du er interesseret i journalisten og mediet, ligesom du ønsker, at de skal blive interesserede i dig.

 

HVAD ER JOURNALISTENS UDBYTTE?

Udover det arbejde, som journalisten lægger i at skrive om dig, skal der også gerne være en gevinst i det for personen selv og for mediet. Medier er ligesom din egen virksomhed drevet af, at folk køber og bruger deres produkt. Deres arbejde er derfor betinget af, at de er i stand til at levere spændende historier.

Overvej derfor, om du med fordel kan lægge din historie ind i en eksisterende trend, som mediet er sikre på, vil skabe interesse og bringe læsere. At finde en trend, eller en begivenhed, som din historie kan ligge i forlængelse af, hjælper med at skabe en skarpere vinkel på dit pitch. Alfa og omega i nyhedsstrømmen er aktualitet, og jo mere aktuel din nyhed er, desto mere interesse vil den skabe.

 

FØLG OP

Når du har fået sammensat en god henvendelse til et medie, skal du også gøre det klar for dem, hvad det er du ønsker fra dem. Har du fået fortalt hele din historie i din mail eller pressemeddelelse, eller er dit pitch et oplæg til at de skal kontakte dig for at få lavet et interview? Hvis journalisten ikke tydeligt kan se, hvad det er du ønsker der skal ske med din henvendelse, er der større risiko for, at din henvendelse bliver ignoreret. Det gælder – hele vejen igennem – om at gøre journalistens arbejde så ligetil som muligt.

Hvis du ikke har hørt tilbage på din henvendelse inden for et par dage, er det en god idé at følge op på den. Der kan være mange ting, der gør, at din henvendelse ikke er blevet reageret på med det samme. Det kan være, at journalisten er begravet i arbejde, eller at den er lagt til side, for at blive bragt om en uge eller to, hvor den passer bedre ind. Hvis du henvender dig for at følge op, har du mulighed for både at høre hvor de er i processen, at minde dem om din henvendelse, samt skabe et større kendskab mellem dig og journalisten, som styrker chancen for at denne og dine fremtidige historier bliver samlet op.