Hvorfor har I valgt at fokusere på at få medieomtale for Farmbackup?

I vores optik er medieomtale et godt startskud når man lancere produkter eller åbner nye markeder. Kunder er som regel forsigtige med, at bevæge sig ud, hvor de er bange for, at de ikke kan bunde. Det betyder at man er nødt til at hjælpe dem med at tage det første skridt. Her er medieomtale et værktøj der i mange tilfælde virker. Ved at få (positiv) omtale, er de pågældende medier indirekte med til, at blåstemple ens produkt, og hermed indikere at det ikke er farligt. Valg af forkerte medier kan i nogle tilfælde have den modsatte effekt, hvorfor man skal huske at forholde sig kritisk i udvælgelsesfasen. Går man efter mange medier, kan det være nødvendigt at lave flere versioner af samme pressemeddelelse.

Hvor tidligt i jeres “startup-rejse” valgte I at fokusere på at skaffe medieomtale for Farmbackup?

Da FarmBackup tilbage i 2015 var et helt nyt koncept, og på det tidspunkt det første i verden, forventede vi, at der ville være stor mediebevågenhed. Derfor var medieomtale også noget vi brugte en del krudt på, og op til lancering lykkedes det os, at blive nævnt i medier som, Børsen, DR, Politiken, LandbrugsAvisen mf. Lokale radiostationer viste også interesse, og vi lavede en del interviews til dem.

Hvilken værdi føler I at jeres medieomtale har givet jer og Farmbackup som brand? Er der eventuelt nogle konkrete resultater I kan fremhæve?

Vi kunne sagtens have klaret os uden medieomtale, men der er ingen tvivl om, at vi igennem PR, kan nå en anden målgruppe, end når vi laver opslag på Facebook. Vi kan ikke fremvise nogen konkrete eksempler, men vi ved, at det er vigtigt at blive nævnt regelmæssigt i medierne, så man hele tiden sørger for at ligge top of mind hos ens potentielle kunder. Jeg mener Elon Musk har sagt, at han vil have mindst én nyhed publiceret ugentligt. Vi har ikke helt samme ambition, men 4-6 gange om året vil være et mål vi begynder at bestræbe os efter.

Vil I fremadrettet investere (tid/penge) i medieomtale for Farmbackup?

Vi vil helt sikkert investere tid og penge i medieomtale. Indtil videre har vi selv stået for alt, men i takt med at forretningen vokser og vores tid kan bruges bedre andre steder, er det en opgave vi vil overveje at outsource.

Baseret på jeres erfaring, vil I så mene at det generelt en god ide for startup, at investere (tid/penge) på medieomtale? (Ser i eventuelt eksempler hvor man IKKE bør gå efter at få medieomtale?)

Det er absolut en god ide at gå efter medieomtale, ikke mindst for det selvtillids-boost det er, pludselig at se sig selv blive nævnt forskellige steder. Er man på udkig efter investering, er positiv medieomtale ligeledes en god kanal – investorer vil jo gerne investerer i en mulig succes, og det kan en grundig PR strategi være med til at opbygge en case omkring. Går man efter medieomtaler, så er det vigtigt, at man 100% kan stå inde for de ting der bliver skrevet og sagt. En artikel kan ikke trækkes tilbage, og bliver man fejlciteret, kan det være med til at forvirrer potentielle kunder. Det har vi oplevet på egen krop flere gange.