Vi har talt med med Rasmus Brunn, Communications Manager hos Aryze og spurgt ind til deres erfaringer og brug af PR.

Hvorfor har I valgt at fokusere på at få medieomtale for Aryze? Som en moderne virksomhed skal man have medieomtale for at positionere sig over for samarbejdspartnere, eventuelle investorer og ikke mindst brugerne af ens produkt. Modtageren skal have en opfattelse af, hvilket slags selskab de har med at gøre, hvilke personer som styrer det og ikke mindst indsigt i resultaterne og eventuelt udfordringerne. Hos ARYZE gør vi meget ud af at dele med vores community, så de ved, hvad vi foretager os, da det som bekendt ikke er alle historier, som kan bruges i medierne. Vores værdier er ærlighed, åbenhed og de budskaber er vigtige for os at få fortalt på vores sociale medier, men i høj grad også i traditionelle medier.

Hvor tidligt i jeres “startup-rejse” valgte I at fokusere på at skaffe medieomtale for Aryze? Med det samme. Vi har mange spændende historier at fortælle, og vi har været i et par danske og internationale medier indtil videre. 

Hvilken værdi føler I at jeres medieomtale har givet jer og Aryze som brand? Er der eventuelt nogle konkrete resultater I kan fremhæve? Det smukke ved PR er jo, at det altid er svært helt præcist at måle effekten af ens indsats. Vi har dog oplevet, at vores historier i medierne har givet respekt hos folk i branchen, som vi gerne vil arbejde med. Samtidig har vi brugt artikler til at forklare vores produkt og ambitioner. At linke til ens egen hjemmeside er fint, men at få en journalist til at fortælle det for dig og kunne linke til et medie er rigtig godt.

Når medarbejdere siger, at de arbejder for ARYZE, så er det rart, hvis folk siger “ah, dem har jeg hørt om/læst om”, og er man først kommet i medierne, så er det nemmere at komme i dem igen.

Vil I fremadrettet investere (tid/penge) i medieomtale for Aryze? Jeg bruger hver dag tid på PR og på at opbygge et godt forhold til journalister. Og når vi har en god historie, så vil jeg forsøge at finde et medie, hvor det måske kunne passe ind. Det er ikke altid, at de lige ser det spændende i mine pitches, men jeg tror på, at så længe man er positiv og ærlig, så skal det nok gå godt. Nu har vi vores PR-folk internt i huset, og vi vil derfor som udgangspunkt ikke bruge penge på det. Særligt vil vi ikke betale for indhold i medier.

Baseret på jeres erfaring, vil I så mene at det generelt en god ide for startup, at investere (tid/penge) på medieomtale? (Ser i eventuelt eksempler hvor man IKKE bør gå efter at få medieomtale?) Startups bør meget tidligt i deres proces gå efter af få medieomtale. Særligt når man som med VIGILANT kan få no cure no pay modellen. På den måde vinder alle, hvis der kommer omtale i relevante medier, og begge parter vil lære noget af oplevelsen, hvis historien ikke optages. Udfordringen er som bekendt at komme igennem til medier, hvis man ikke har gang i forretningen. Har du en millioninvestering eller har du lavet en kæmpe kontrakt, så kommer omtalen let, men du kan allerede lave meget arbejde, selvom du endnu ikke er oppe i omdrejninger. Find de lokale medier og snak med dem om din historie og idé (der hvor CEO/stifteren kommer fra eller butikken har kontor), find nichemedier og skriv indlæg til dem, skab en debat, lav et event… der er mange muligheder. En anden god ting er at få hjælp fra et PR-bureau tidligt i processen. Har man fx arbejdet med et teknisk produkt i et år, så kan man forklare det i søvne, men det kan være svært for nye læsere at forstå. Det giver mening for dig, men det gør det måske ikke for menigmand. Her er det godt at få friske øjne på materialet. Ligeledes er det en god idé at diskutere dine idéer med en PR-mand inden du starter.