Billede//Kilde 

Da RaskRask blev startet tilbage i 2015 gik der ikke lang tid før, der var taget kontakt til de første aviser og medier. Lokale medier er ofte interesseret i at skrive om nystartede virksomheder i byen, derfor er det en relativ enkel måde at skaffe den første omtale og de første gode links.

Som nystartede iværksætter har du den fordel, at du er grøn, uvidende og uskyldig i forhold til, hvordan du formelt burde tilgå journalisterne. Derfor gør det ikke noget at gribe telefonen og ringe rundt til forskellige journalister og mærke temperaturen an, så længe du gør det med en smule charme og ydmyghed. Journalisterne har dog for det meste travlt, hvorfor det er vigtigt at få dem gjort interesseret med det samme. Kom derfor til sagen i stedet for at danse om den varme grød – fortæl dem, hvad du kan tilbyde og hvilken værdi det kan have for deres læsere. Tag gerne nyhedskriterier i brug, så du sikrer dig at indholdet opfylder mediernes ønskede krav.

Billede//Kilde 

Derfor valgte RaskRask at fokusere på at få medieomtale fra begyndelsen

Man kan læse mange bøger og lytte til gode råd og vejledning, men når alt kommer til alt, så handler det om at få hænderne i farsen. Først her finder man ud af, hvad der egentlig virker for en. Det er det samme med iværksætteri og for den sags skyld PR-arbejde. Det kan være svært at sætte en finger på, hvornår man bør kaste sig over en PR-indsats. Det er en balance og en prioritering af tid og ressourcer. Men det korte svar er: Når man føler, man har noget at fortælle.
De fleste er klar over værdien af PR. Man bliver eksponeret over for en masse mennesker, og man får links og referencer, som gavner ens placering på google. Hos RaskRask var vi tidligt i gang med PR- arbejdet. Som de fleste andre fik vi den sædvanlige nye-iværksættere-slår-dørene-op historie i avisen, men begik så herefter en stor fejl. Vi fortsatte indsatsen uden egentlig at have noget at fortælle. Og det er spild af tid. Sørg derfor altid at vær så objektiv som muligt, når du skal finde og vinkle din historie. Du kan spørge dig selv, om det her er noget, du gad læse, hvis du havde andres sko på? Føler du, at du har sådan en historie, så er det bare om at komme igang.

Sådan fik RaskRask artikler i alle landets lokale medier

Efter at havde brugt en del krudt på de store og landsdækkende medier uden held, valgte RaskRask at gå tilbage til udgangspunktet – nemlig de lokale medier. Vi vidste, at lokalmedierne i Aarhus tidligere havde været interesseret i at skrive om RaskRask’s start-up rejse. Så da vi gik landsdækkende med konceptet i 2017, så vi et potentiale i at række ud efter resten af landets lokale aviser med historien om, at konceptet nu var nået til deres by. Det har givet et hav af personlige og nærværende historier, som er blevet læst af mange nye potentielle kunder fra lokalområdet. Samtidig har det givet en masse gode links og henvisninger, som igen bidrager til en fordelagtig placering på Google rundt om i landet. Denne strategi virkede fordi RaskRask’s koncept er skruet sammen på den måde, det er. Det handler derfor om at finde sine styrker, se mulighederne og så ellers komme ud over rampen. Hellere kontakte en avis for meget end en for lidt, men sørg altid for at have den gode historie på plads først, så kan det ikke gå helt galt.