Interview med Mathilde Mackowski, Co-founder hos Sinful.

Hvad fik jer til at fokusere på presseomtale for jeres virksomhed?

“Vi har altid haft en tro på vores forretning. Vi vidste fra starten af, at vi havde en unik historie, og at den var spændende for andre at høre om. Vi fandt hurtigt ud af, at hver gang vi blev bragt i medierne, blev der dannet øget opmærksomhed fra pressen omkring vores brand og de gode historier avlede andre gode historier. Hvis man har noget på hjertet, er der altid nogen, der gerne vil lytte.”

Hvor tidligt i jeres “startup-rejse” valgte I at fokusere på at skabe medieomtale?

“Vi begyndte allerede at fokusere på medieomtale inden for virksomhedens første leveår. Vi kunne hurtigt se, at det virkede, og vi har derfor holdt ved lige siden.”

Hvilken værdi har i oplevet at medieomtale har tilført jeres virksomhed og jeres brand? 

“Den vigtigste værdi, som medieomtale har tilført vores virksomhed og brand er tillid. Da vi arbejder indenfor en branche, som for mange er utroligt personlig og privat, gjorde det noget rigtig godt for os, at vi valgte at stå frem med vores ansigter, sådan at folk kunne se, at vi bare var helt almindelige mennesker med en vigtig agenda.”

Vil I fremadrettet investere ressourcer eller penge i medieomtale?

“Ja det vil vi. Omtale i pressen giver pondus til virksomheden, og det gør, at flere og flere folk ved hvem Sinful er. Det gælder om at finde de rigtige historier, som kan være med til at skabe værdi for medierne og deres læsere. Så længe man kan give mediet flere clicks, kan man som virksomhed få taletid og mulighed for at komme ud med et vigtigt budskab.”

Baseret på jeres erfaring, vil I så mene at det generelt en god idé for startups at investere ressourcer eller penge på medieomtale? 

“Jeg er jo en kæmpe fortaler for at man – i særdeleshed som startup – skal forsøge sig frem inden for presse-universet. Det er dog vigtigt, at din historie er til for mediet og journalisten frem for dig. Dvs. handler din historie om et vinterudsalg, så skal du overveje at købe en annonce frem for at sende det ud i en pressemeddelelse.

Mit bedste tip er at finde en virksomhed, man kan spejle sig i. Find en virksomhed, der har et skarpt “why” og den samme vibe som ens egen virksomhed. Lån lidt af, hvad der har virket for andre. Lav et arkiv med gode idéer, som du kan kigge på og blive inspireret af, når du selv skal lave pressearbejde. Og sørg altid for at have noget data med i din historie. Det kan være data om kundernes adfærd, om jeres salg set på særlige landsdele, tendenser i samfundet (underbygget af data fra din forretning) etc. ”

Hvor god en salgskanal har medieomtale været for jeres virksomhed?

“Det har aldrig været et fokuspunkt for os, at presseomtalen skulle fungere som en salgskanal. Vi ser derimod presseomtalen som en måde at lande i folks bevidsthed på. Vi har altid noget dybere på hjerte når vi sender en historie til pressen. Hvad enten det er en sjov historie, der handler om Danmarks frækkest by (hvilke postnumre køber mest sexlegetøj pr. indbygger), Sinfuls vækst i udlandet , eller en tendens historie, der handler om Sinfuls rejse gennem de sidste 10 år.